Yoko Tsuno - Samlebind (HC) nr. 6: Robotter fra nær og fjern.

Som uddannet elektroingeniør har det været uundgåeligt for Yoko Tsuno at møde adskillige avancerede robotter på sin vej – både hjemme og ude. Hun fik allerede en smagsprøve på robotteknologi i sine første, korte eventyr, der foregik på Jorden – og senere har hun mødt nogle virkelig avancerede eksemplarer ude i rummet. I den forladte rumby Kifa bruger en galning med storhedsvanvid forviste robotter til at hævne sig på vineanerne. Og på rumkirkegården Ultima sprøjtes levende væseners sjæle ind i robotter med henblik på at opnå udødelighed. Er intelligens og følelser udelukkende forbeholdt mennesker? Nogle af de robotter, Yoko møder, viser det modsatte. Temaet for dette sjette samlebind med den japanske elektroingeniør og hendes venner er robotter – og ikke mindst hvordan menneskeheden kan påvirkes af robotter og omvendt. Et emne, der bestemt ikke er blevet mindre aktuelt, end da Roger Leloup uhyre fremsynet skabte de tre klassiske album, som er med i dette samlebind: Eksplosiv højspænding, Robotterne fra Kifa og Sjælenes port. Tre af Yoko Tsunos klassiske eventyr, som ikke har kunnet fås i mange år. Samlebindet indeholder et omfattende og rigt illustreret ekstramateriale om tegneseriens og de enkelte historiers tilblivelse.

Udgivet af Cobolt 2018

Roger Leloup
Roger Leloup startede som farvelægger for Jacques Martin, skaberen af tegneserien Alix. Senere fik han job på Studios Hergé, hvor han arbejdede fra 1953 til 1969, hovedsageligt med baggrundsmiljøer og tekniske tegninger. Careidas' privatjet i Tintin-albummet Rute 714 til Sydney er f.eks. Leloups design. Efter sin tid hos Hergé, arbejdede han kort på Peyos studie, før han i 1970 skabte serien om Yoko Tsuno, der blev hans hovedværk, og som han har arbejdet dedikeret på lige siden. Serien er - ud over naturligvis heltinden Yoko - kendt for sin fine streg med mange tekniske detaljer og opfindsomt og banebrydende design. Yokos eventyr bringer hende mange steder rundt på kloden, og ikke mindst dybt ned i Jordens indre og langt ud i universet tillige. (Ovenstående personbeskrivelse er taget fra ComicWiki under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 2.5 licens)

Vare tilføjet til kurv

Gå til kurv