
Vance Samlet (HC): Ringo - 2. del.
Vi møder Ringo igen, da han rider ind i en lille flække, hvor sheriffen har mistet modet, og en bandit styrer byen. Så da en sending guld skal afsted må Ringo hjælpe sheriffen. Dernæst følger historien om Ringos bedrifter under den amerikanske borgerkrig og tiden efter. Albummet afsluttes med de to sidste Ringo-historier: Desertørenes guld og El Diablo er med! Dette album er en sand fornøjelse for enhver, der elsker de klassiske westernhistorier, hvor banditter jagtes, indianere ligger på lur og man kan nærmest mærke den barske natur gennem siderne. Albummet rummer de fire historier samt ekstramateriale.
Udgivet af E-voke 2025
William Vance
William Vance er kunstnernavn for den belgiske, fransksprogede tegneserieskaber William van Cutsem (Bedetheque skriver Cutsen). Han arbejdede først som reklametegner efter at være blevet uddannet på kunstskolen i Bruxelles. Debuterede i 1962 i det belgiske seriemagasin Tintin.
Første rigtige serie var med søhelten Howard Flynn i 1964. Serien, der er udkommet på dansk i Fart og tempo samt med et enkelt album, var med bøgerne om Horatio Hornblower som forbillede. Senest havde han stor succes med spændingsserien XIII.
Han er bedst kendt som tegner, men han har skrevet manuskript til nogle af sine egne serier. I listen er disse markeret med (f).
De sidste mange år blev Vances album farvelagt af hans spanske hustru Petra.
På fransk er hans værker samlet i bogserien Tout Vance. (Ovenstående personbeskrivelse er taget fra ComicWiki under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 2.5 licens)